Efteråret bulner af lækre råvarer og her er blandt andet det skønne Hokkaido græskar, som i mine øjne nok er undervurderet i manges køkkener. Det er en herlighed med mange egenskaber, og så er det da bare lækkert, at nyde det mens vi kan få det helt friskt endda fra Danmark og økologisk 🙂
Første gang jeg lavede en ret med Hokkaido græskaret, var det en græskarsuppe, som jeg også har opskrift på her på bloggen. Men lige siden har jeg eksperimenteret mere og mere, og nu er jeg blevet rigtig gode venner med denne delikate grøntsag ❤
Sammensætningen af denne salat er en kombination af en masse dejlige råvarer og der er netop sæson for både Hokkaido græskar og friske figner i efteråret. Her får du bagte græskar, med de friske figner og blåbær, cremet gedeost og knas fra både salat og kerner. Den har så meget smag i sig selv, at du kan servere den til forret og næsten uden andet tilbehør til aftensmad.