Forkæl den søde tand med lidt lækkert naturlig og sundere konfekt!
De fyldte dadler har knas og salt fra nødderne. Sammen med den overtrukket mørke chokolade, får du bare en god bid der glæder dine smagssanser 🙂
Det er en lille delikat bid, med både sødme, salt, bitterhed og syre, der faktisk gør at du hurtigt vil få stillet lysten…. men de kan selvfølgelig være vanedannende, for hvilke lækre søde sager er ikke det når man først trænger til det.
Nyd dem med god samvittighed og skab din egen balance.
Server den sunde konfekt til jul, påske, eller bare som en god snack til en kaffe eller te.
Ingredienser
Friske dadler
Saltede peanuts
Ristede (og saltede) mandler
Mørk chokolade (mindst 70%)
Evt. frysetørrede hindbær/ anden bær
Evt. (rose)guld pulver til pynt
Fremgangsmåde
Skyl dadlerne og lav en snit ned i dadlerne og fjern stenen. Skær så dadlen over, således at den deles i to.
Du kan sagtens lave en konfekt af en hel dadel hvis du ønsker at lave en stor, men da den er ret fyldig, så anbefaler jeg at du bruger en halv dadel per konfekt.
Tag en halv dadel og tryk den lidt flad. Kom 1-2 mandler i og 3-5 peanuts der fylder hullet ud. Fold dadlen rundt om, så den dækker nødderne.
Når alle dadlerne er lavet, så skal chokoladen tempereres, så dadlerne kan blive overtrukket med chokoladen.
Temperering af chokolade
Hak chokoladen fint.
Varm 2/3 af chokoladen over vandbad og under omrøring i en skål til max 45 grader.
Kom den varme smeltede chokolade op i en stor skål med den kolde chokolade.
Rør forsigtigt til alt chokolade er smeltet.
Dyp hver dadel i chokoladen og flyt dem over på et stykke bagepapir.
Drys med frysetørrede bær og pynt, og lad chokoladen størkne.
TIPS
- For lidt ekstra smag eller variation, så prøv at drysse med lidt kanel eller lakridspulver på indersiden af dadlen inden nødderne kommes i.
- Du kan sagtens bruge kun peanuts eller kun mandler, dog er de saltede bedst.
Skriv et svar